Forslag til Støjhandlingsplan 2024
Støjbeskyttelse
Som andelshaver i Skejby 1 siden 2014 er jeg nærmeste nabo til Randersvej lige før Skejbyvej. Det er det mest lillafarvede område på hele kortet over støjgener i Aarhus, dvs over 73 dB.
Jeg har vænnet mig til den daglige gene, måske fordi min hørelse gradvist er blevet svækket! Mine gæster, venner og familie bemærker dog hver gang, at sådan kunne de ikke bo.
En glædelig forbedring indtraf da stoplysene ved Skejbyvej blev fjernet og trafikken blev mere glidende.
Jeg har i jeres støj-behandlings og -forebyggelsesplan læst, at en vold eller støjskærm reducerer oplevet støj med 10-12 dB. Endvidere at strategisk divers beplantning med træer og buske af en vold opleves som 6-10 dB reducerende.
Sådan en vold havde vi og vedligeholdt vi på bedste vis. En enkelt andelshaver havde dog store problemer med jord-erosion i de første år og søgte kommunen om tilladelse til at opføre en mur som beskyttelse mod for megen regnskyl og jord ind i parcelhaven. Efter lang venten uden svar fra rette myndighed, blev en mur oprettet et par meter fra “udsigtsstien”, hvilket sammen med ekstra beplantning i haven hjalp betydeligt. Nabo- andelshaveren opførte for ca ti år siden et stakit i forlængelse, efter at have oplevet to indbrud med store tab.
I 2016 afhændede Aarhus kommune den østlige side af jordvolden, helt fra TV2 til Lidl, til Grundejerforeningen Ny Skejby.
Vi i Skejby1 fortsatte med at bekæmpe japansk pileurt og beskære buske og grene, så udsigtsstien var tilgængelig på “vores” del af volden.
Så skete det ulykkelige, som vores bestyrelse havde forsøgt at forhindre.
I de sidste dage i maj 2023, lige op til pinsen og midt i fugles og insekters travle yngletid, gik polsktalede motorsavsførere på ordre af grundejerforeningens bestyrelse igang med at rydde stort set alt, der oversteg 1,3 meter fra TV2 og nordpå.
Det lykkedes os at få mændene stoppet lige i skellet mod Skejby2, vores naboforening. Vi ønskede ikke denne hensynsløse fremfart i det lille vilde natur vi har tilbage.
Lige siden har vi kæmpet med Grundejerforeningen om at få lov til at bevare status quo. Det eneste der er lykkedes os er at få håndslag på, at der ikke bliver oprettet (ifølge Grundejerforeningen “genoprettet”) en arbejdssti lige udenfor vores skel og parallelt med udsigtsstien.
En sti vi aldrig har set og heller ikke kan se på noget tilgængeligt kort.
Jeg har ingen forståelse for, at Aarhus kommune har overladt støjansvar fra Randersvej til en grundejerforening, som vi som lille andelsforening har minimal indflydelse i.
Mit ønske er, foruden eventuelle relevante trafikale foranstaltninger,
at vi, der bor tættest på Randersvejen får indflydelse på nuværende og kommende beplantning på støjvolden, så den opfylder sit formål!
Jeg håber bestemt på at blive hørt. Tak.
Med venlig hilsen, Margareta Palmgren
Download høringssvar som pdf