Forslag til Støjhandlingsplan 2024
Ny viden om trafikstøjens skadelige virkninger kræver handling HER OG NU!
Ny viden om trafikstøjens skadelige virkninger kræver handling HER OG NU!
Randersvej er en af Aarhus allermest trafikerede veje. Vi, der bor langs vejen, er i stigende grad over årene mere og mere plaget af trafikstøj. Den støjvold, der blev etableret for mange år siden langs østsiden af Randersvej mellem krydset ved Brendstrupgaardsvej og ned til Skejbyvej ved Lidl reducerer kun støjniveauet til 64 dB (se lokalplan 1055 side 5).
Til trods for det alt for høje støjniveau har Grundejerforeningen Ny Skejby gennemført en meget voldsom beskæring af buske og træer på indersiden af volden i foråret 2023. Det betyder, at støjniveauet nu er så højt, at vi slet ikke kan færdes på vores terrasser længere. Grundejerforeningen er ikke lydhøre overfor vores problemer, og vi får derfor ikke genetableret beplantningen. Der mangler tydeligt kompetencer i Grundejerforeningen til håndtering af denne opgave. Dette har et medlem af teknik og miljø kunnet betragte ved selvsyn her for kort tid!
Vi er meget bekymret for fremtiden for trafikstøj er ikke alene en gene, der er også en meget stor helbredsmæssig fare ved at blive udsat for så høj trafikstøj hver dag. Det er blandt andet velbeskrevet i flere store danske videnskabelige studier udført af professor Mette Sørensen og hendes forskningsteam.
Det eneste tidspunkt indenfor det seneste års tid, vi fik lidt ro, var da hastigheden på Randersvej var sat ned til 50 km/t i forbindelse med asfaltarbejde. Det gjorde en tydelig forskel!
Da hastigheden kom op på 70 km/t igen, var vi tilbage til det tidligere støjbillede. End ikke det nyanlagte støjdæmpende asfalt gør nogen forskel. Det viser sig også, at man i gennemsnit kun skal regne med en støjreduktion på 0.8 dB i de ca. 15-17 år asfalten holder. Det menneskelige øre kan ikke skelne en så lille forskel.
Vi har følgende presserende ønsker:
Hastigheden på Randersvej skal nedsættes permanent til 50 km/t ved beboede områder.
Vedligeholdelse og ansvar for en støjvold skal ligesom før 2016 varetages af kommunen igen.
Der skal være øget fokus på trafikstøjens skadelige virkning på helbredet. Kommunen skal derfor inkorporere nyeste viden på området i beslutningsprocesserne.
Forbedring af støjdæmpningen med støjskærme på toppen af volden. Et nødvendigt tiltag pga den stigende trafikmængde.
Venlig hilsen
Beboere i Skejbyparken
Anette og Carsten Mikkelsen
Birthe Søgaard Andersen
Jette Flarup og Jørgen Pedersen
Jytte Andersen og Rene Almskou
Kirsten Wandahl
Solveig og Allan Thomsen
Download høringssvar som pdf