Gå til hovedindhold
Fremtidens folkehuse

Folkehuset Skåde Højbjerg

Forslag til del af høringssvar.

I området, der hører til Skåde Højbjerg er der mange ældre, der er ensomme og sårbare. Hvis vi regner med, at det kun er 1% at områdets beboere, så svarer det til ca. 80 personer. Disse mennesker og alle andre, vil vi gerne være med til at give mulighed for socialt samvær.

Gæster på vores Folkehus mener -efter deres egne udsagn- at Folkehuset har været dem til stor glæde.
Hvis vores folkehus, fortsat skal kunne betjene disse mennesker, så er det nødvendigt med et lokale af en passende størrelse (Blå sal), køkken faciliteter og et sted af sidde sammen om noget mad og en kop kaffe.

Vi har i 2023 haft mange arrangementer, og daglig er der noget at komme til Folkehuset for. Det ønsker vi stadig at have mulighed for. Bankospil, hvor vi har et meget fint besøgstal på over 40, har vi afholdt to gange om måneden. Vores meget velbesøgte frokoster til de forskellige højtider og anledninger, ønsker vi også bevaret mulighed for at kunne afholde. Vi har i det forløbne år haft 6 af disse arrangementer + fællesspisninger. Der er to gange om måneden arrangementer med musik, sang og anden underholdning, foruden de ugentlige sangformiddage, stolegymnastik, Krea, knipling, æselspil og fredagshygge.
Det, der er vigtigt for os, er, at der er et incitament til at komme på Folkehuset og en diversitet blandt de mennesker, der mødes.

Det med diversiteten er vigtigt. Derfor er den Blå sal, som vi bruger nu, også et sted vi fortsat gerne vil bruge. Der er undersøgelser, der viser, at man kan knække koden for ensomhed ved at komme ind i gode fællesskaber og på den måde få givet muligheden for at udvide sit sociale netværk. Det kan man så her i Folkehuset, når der er et lokale som den Blå sal, der har en størrelse, så mennesker fra hele området har en mulighed for at mødes. Ved brug af et mindre lokale, så kan der ikke åbnes op for fællesskaber for andre, hvilket man anbefaler. Mange kommer til Folkehuset for at føle, de er en del af samfundet, og hvor de kan se andre mennesker. Hvis der kun bliver tildelt et mindre rum, så er det jo, som at komme på plejehjem, hvor det er de samme, man ser hver dag. Husk på, at ældreboligerne er for habile mennesker, som også trænger til et socialt liv.
Det anbefales også, at man let skal kunne komme til og fra en aktivitet. Derfor er vores Folkehus en vigtig ting for de omkringliggende boliger. Der bliver sagt, at man jo bare kan gå til de arrangementer, der er i kirken. Tænker de, der har skrevet det, slet ikke på, hvor svært det er at komme til et sted med fx bus, når man er dårligt gående og måske har rollator? Og desuden, så er det trygt at komme her, hvor man har været mange gange fremfor et nyt sted.

Selvtrænerne fra hele området hyggede sig engang med en kop kaffe efter træningen. Det har i et stykke tid ikke været muligt. Men det kunne vel afhjælpes med en kaffeautomat. Betydningen af, at selvtrænerne blev lidt længere ville være, at der kom lidt liv i huset, man traf andre mennesker, man måske normalt ellers ikke ville møde. Det kunne blive til gavn for alle med en meget lille indsats. Det skaber liv, for når der kommer nogen udefra, så føler man, at man stadig er en del af samfundet, og ikke gemt væk. Det er meget vigtigt for den mentale sundhed. Desuden ville de, der fx havde været til sang, måske også blive lidt længere, hvis man kunne sludre lidt over en kop kaffe.

Køkkenet er en meget vigtig del, når mennesker skal mødes til et arrangement. Derfor er det helt afgørende, at vi kan få mulighed for at bruge køkkenfaciliteterne.
Mennesker mødes jo ofte over et måltid. I den forbindelse, synes jeg, det er vigtigt at sige, at mulighed for at mødes over et måltid god mad mellem kl. 12 og 13 er nok det vigtigste for mennesker med lille social berøringsflade. Det betyder jo som regel ikke bare en time, men ofte mødes man måske om et spil kort både før og efter måltidet, og ved hjælp af en kaffemaskine måske også eftermiddagskaffe. Kunne en ordning med middagsmad - måske fra Beder Folkehus – mon ikke arrangeres?
I grunden er der måske ikke så meget, der skal til, før vores Folkehus kan køre videre i på fornuftig vis til glæde for de omkringboende.

Vi synes ikke, I kan være bekendt, at skrotte et helt område, hvor der er mange ensomme og udfordrede ældre, der kunne komme i et lettere opdateret Folkehus med café mulighed og samvær.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Vibeke Reinhardt

Indsendt

17/03/2024 13:59

Sagsnummer

HS7468930

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H836

Kontakt

Jakob Flou Kristensen

civilsamfund@mso.aarhus.dk