Forslag til Lokalplan nr. 1207 - Etagebebyggelse mv. ved Bøgegade i Aarhus
Ejf. A.H. Winges Vej 1-3 - Høringssvar til forslag til lokalplan nr. 1207
Høringssvar til Lokalplan nr. 1207
Etagebebyggelse mv. ved Bøgegade i Aarhus
Afsender
Ejerforeningen A.H. Winges Vej 1-3 ved formand Mikkel Bay.
Indledning
Ejerforeningen værdsætter initiativet fra kommunen vedr. udvikling af det øde område ved Bøgegade. Ejerforeningen A.H. Winges Vej 1-3 bakker op om at få bebygget grunden i et omfang, der respekterer og tilgodeser de eksisterende bygninger og infrastruktur i det umiddelbart berørte nærområde for på denne måde at sikre et harmonisk helhedsbillede i fremtiden.
Generelt
Dette høringssvar omhandler Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø udsendte Lokalplan nr. 1207 – Etagebebyggelse mv. ved Bøgegade i Aarhus N.
Som det fremgår af materialet, så er målet med lokalplanen og det omhandlende etagebyggeri, at: ”den nye bebyggelse både skal indpasses i den bymæssige kontekst mod Randersvej og skal udformes under hensyntagen til de eksisterende nabobebyggelser mod nord, syd og øst. Intentionen med lokalplanen har også været at sikre, at der etableres grønne, attraktive uderum samt private og fælles opholdsarealer i et omfang og en kvalitet, der kan bidrage til boligkvaliteten og skabe grundlag for fællesskaber i bebyggelsen.”
Vi har generelt svært ved at genkende denne målsætning, når lokalplanens indhold studeres nærmere. Her bliver det tværtimod tydeligt, at fokus er lagt på en økonomisk fordelagtig udnyttelse gennem en stærk overdrevet byfortætning, manglende hensyn til eksisterende byggerier og infrastruktur samt i særdeleshed grønne områder. En vision der samlet desværre synes fin i ord, men mangler indhold for en byudvikling, der ønsker at skabe et for borgerne sundt, motiverende og bæredygtigt miljø, der indeholder betydelige grønne områder. Vi undrer os desuden over, at det er besluttet, at der overordnet set ikke er behov for miljøvurdering (VVM) af projektet som helhed.
Med de seneste tal på ledige boliger i Aarhus (10.000 i juni 2023 jf. TV2ØJ) vil en yderligere fortætning som denne ikke være optimal og nødvendig. Dette understreges af, at der findes flere eksempler på, at der gives tilskud, gaver og andre motivationer for at få udlejet de mange tomme boliger. Derudover er området og nok også størstedelen af byen uden for centrum kendetegnet ved lavere byggehøjde, der giver muligheder for lav skyggefald, bedre miljø og synlige grønne områder, der trives. Byggeriet på Aarhus Ø er i utallige lokale, nationale og internationale sammenhænge blevet udstillet som en skamplet på byen, hvor flotte arkitektoniske bygninger er sambygget uden opholdsrum og nødvendige mellemliggende grønne områder, hvilket har givet voldsomme skyggevirkninger, fugtproblemer og dårlige opholdsrum.
I materialet angives der en bebyggelsesprocent på 150%, kontra de maksimale 130%, som er fastsat i kommuneplanen, samt byggeri i 5 etager som led i en gradvis skalering af bebyggelseshøjde. Vi står undrende overfor nødvendigheden af en øget bebyggelsesprocent og byggehøjde. Dels fremmer dette alene byggeøkonomiske spekulationer, som beviseligt sænker livskvaliteten for borgere i byfortættede byggerier, dels vil det skabe skyggevirkninger, mørke og fugt i områder nær jorden og dels vil det lægge endnu større pres på områdets i forvejen pressede vandafledningskapacitet. Byggeprocent og byggehøjde bør følge nærområdets øvrige bygningers forskrift med maksimalt 3 etager plus udnyttet tagetage og bør
suppleres med tilhørende grønne områder for at kompensere for skygge, skabe byrum og opholdsrum samt forbedre områdets muligheder og kapacitet for både afledning og nedsivning af nedbørsmængder, der både på lokal- og global plan forventes at stige markant. Der er i materialet desværre ikke klarhed om kommunens krav til disse forhold.
I forlængelse af ovenstående bekymringer er der for byggeprojektet ikke arbejdet med til- og frakørselsforhold via Randersvej, men man forventer, at A.H. Winges Vej og Bøgegade kan håndtere trafikken. Det er vi meget uenige i og savner borgerinddragelse og forventningsafstemning. Det bekymrer os, at trafikløsningen er truffet på bekostning af de eksisterende borgeres velvære, da der slet ikke taget højde for de faktiske infrastrukturelle forhold ved A.H. Winges Vej og Bøgegade. Har man kendskab til den smalle, ensrettede A.H. Winges Vej, Bøgegade og de tilhørende fællesområder, så står det klart, at yderligere belastning fra projektet omtalt i lokalplanen bl.a. vil udfordre udrykningskøretøjers frie passage til og fra området.
Skal planerne om A.H. Winges Vej som ind- og udkørselsvej til lokalplanens markante byggeprojekt føres ud i livet, kræves det, at det oprindelige og i forvejen sparsommelige grønne område mellem A.H. Winges Vej og Marius Simonsens Vej nedlægges og befæstes med fast belægning. Et sådan indgreb vil være bekosteligt både økonomisk og på andre, i vores øjne vigtigere, parametre for de berørte eksisterende borgere og går stik imod lokalplanens vision om både hensyntagen til de eksisterende nabobebyggelser samt udbredelse af grønne, attraktive uderum og fællesarealer. Det vil desuden igen have en negativ påvirkning på områdets evne til at håndtere de gradvist større nedbørsmængder. Derimod vil den absolut billigste, mest ansvarlige, hensynsfulde og praktiske trafikale løsning til og fra projektet på Bøgegade være i form af et hængsel på Randersvej i forbindelse med den allerede etablerede trafiklomme ved de nedgravede affaldscontainere.
Afslutning
Vi håber med ovenstående at skabe et billede af, at lokalplanen i nuværende form ikke lever op til egen vision, og heller ikke skaber tillid hos os, der har set flere eksempler på kommunens manglende hensyntagen og involvering. Vi ønsker at se en lokalplan, der har fokus på borgerne, voksne som børn, deres behov for grønne opholdsrum sammenholdt med muligheden for let at komme ud og ind af byen. Letbanen har gjort det meget bedre og lettere, og designet af Randersvej som færdselsåre med opsplittet trafik op og ned er kærkommen og værdsat. Nu skal vi blot sikre, at området (for)bliver attraktivt som boligområde med trivsel og livskvalitet.
Med venlig hilsen
Mikkel Bay
Ejerforeningen for A.H. Winges Vej 1-3
Download høringssvar som pdf