Forslag til Lokalplan nr. 1175 - Regnvandssøer i Viby
Støjhåndtering må følge etablering af rekreativt område.
Som nær nabo til det lille, grønne parkanlæg kaldet Vårkjærparken bifalder jeg selvfølgelig, at man i forbindelse med den kommende nedlæggelse af Viby Renseanlæg samt den strengt nødvendige optrapning af regnvandshåndteringen vælger at udvide det rekreative område og skabe en kile, der vil give en sammenhæng med Brabrandsøen.
Som samtlige høringssvar til nu påpeger, mener jeg dog også, at man ikke kommer udenom at måtte håndtere støjgenerne fra motorvejen i samme ombæring. Både de eksisterende, ikke uvæsentlige støjgener samt planlægning for afhjælpning af kommende gener, som vil opstå, hvis man virkelig ydermere vil etablere motorvejsramper ved Ravnsbjergvej/Ormslevvej i et i forvejen støjbelastet område.
Både det nye grønne område omkring den udvidede Vårkjærparken og også den nærliggende Høskoven (og ikke mindst alle de til motorvejen nærliggende boligområder!) kan med den rette håndtering få det rekreative løft, en med selve Aarhus mere og mere sammenvoksende og populær bydel som Viby J fortjener.
Så; gør nu alt for at tage landspolitikere og statslige myndigheder i ed og få gennemført en hastighedsnedsættelse til f.eks. 90 km/t på motorvejen fra Stavtrup og ind, samt få indregnet øvrige, effektive foranstaltninger til dæmpning af støjen i projektet.
Støjhåndteringen er ikke et nyt ønske; I ved, at borgerne i vores område har talt højt om det i en længere årrække.
Hvis de nye toner fra politikerne i Aarhus (bl.a. rådmanden fra Teknik- og miljø) om, at det at lytte langt mere til borgernes ønsker, mens de stadig kan indlejres i konkrete planer, skal gå fra at være pæne løfter i Facebook-videoer til politisk realitet - så er det nu, I skal handle! Høringsperioder har længe nok haft karakter af rene skueprocesser, som dermed har haft karakter af beskæftigelsesterapi og afledningsmanøvrer overfor skatteborgerne, hvis penge, tid og energi dermed spildes.
Hvis ikke, ønsket om den nødvendige støjhåndtering - der som nævnt har manifesteret sig i den offentlige debat i årevis - adresseres, respekteres og handles på af vores politikere og deres/vores embedsværk i denne sag, ja, så må man desværre sige, at det "rekreative", man skaber her, mest får karakter af glansbillede uden større brugsværdi ... og dermed, som det desværre før er set, blår i øjnene på borgerne for at forsøge at få dem til at glemme de nuværende og kommende (motorvejsrampe-planerne) problemer.
Lad det ikke ske. Lad den nye, grønne kile blive et ægte, rekreativt område, og genrejs Høskoven og de omkringliggende områder som mere rekreative. Det ville være en særdeles tiltrængt, positiv aarhushistorie. For vi borgere naturligvis - og ikke mindst for politikerne i Aarhus og i særdeleshed for afdelingen for Teknik og Miljø.
Download høringssvar som pdf