Forslag til Lokalplan nr. 1175 - Regnvandssøer i Viby
Lokalplan nr. 1175 - øget trafik i nærområdet
Spændene planer for området ved det gamle rensningsanlæg i Viby.
I forbindelse med udmøntningen af lokalplan nr. 1175 bør Vårkjærvej lukkes ved badmintonhallen, så trafikken på villavejene i området ikke øges endnu mere fra det nuværende høje niveau.
Mængden af gennemgående trafik på Vårkjærvej er steget gevaldigt over årene i takt med at Skanderborgvej/Viby Torv sander til især i myldretiden, så Vårkjærvej/Ormslevvej bliver benyttet som smutvej. Desuden er der en del gennemgående trafik til institutionerne i området som eksempelvis Aarhus Business College, Vestergårdsskolen samt institutionerne på Stensagervej.
Vi ser at etableringen af et rekreativt område jf. lokalplan nr 1175 potentielt vil øge den gennemgående trafikmængde betragteligt i området Vårkjærvej/Ormslevvej også set i lyset af den fremtidige etablering af et boligområde på Viby Bakke.
Desuden ønsker vi at påpege en potentiel sundhedsrisiko i forbindelse med mere gennemgående trafik på Vårkjærvej:
Forurening – ved alle matrikler langs Vårkjærvej (pånær stikvejen) er der påvist en forhøjet koncentration af bl.a. NO2, PM2,5, PM10 partikler (kilde: https://lpdv.spatialsuite.dk/spatialmap - Aarhus Universitet). Vores bekymring er, at denne koncentration vil stige som følge af den potentielt stigende trafikbelastning.
Støjforurening - ved alle matrikler langs Vårkjærvej (pånær stikvejen) er der påvist forhøjede værdier at støj som følge af trafik (kilde: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/kortlaegning-af-stoej - Miljøministeriet). Bekymringen er, at denne støjforurening vil stige, som følge af den potentielt stigende trafikbelastning.
Følgesygdommene på baggrund af ovenstående kan bl.a. være hjerte-karsygdomme som hjerteanfald og blodpropper, og lungesygdomme som bronkitis, astma og hoste samt lungekræft. Desuden vurderes at flere tusinde danskere hvert år indlægges med forhøjet blodtryk eller hjertesygdom på grund af den ekstra risiko som trafikstøj giver. Vejstøj menes årligt at være årsag til 200-500 for tidlige dødsfald (kilde: https://www.dingeo.dk/)
Vi støtter op om etableringen af et rekreativt område i Viby, som ikke trafikbelaster samt partikel- og støjforurener naboområderne.
Vi foreslår derfor, at Vårkjærvej lukkes permanent ved badmintonhallen for på den måde at flytte trafikken via Viby Torv jf. trafikplanen og ikke igennem et villakvarter.
Lukning af gennemkørsel i villakvarterer er gjort i andre kvarterer i Aarhus med stor succes - f.eks. i kalenderkvarteret, der ikke længere har problemer med den gennemgående og uvedkommende trafik til og fra AUH.
Derudover bør bus nr 11 føres tilbage til Ormslevvej hurtigere end lokalplanens tidshorisont. Det vil mindske brugen af bil i området.
Download høringssvar som pdf