Helhedsplan for Hjortshøj
Bevar Landbrugsjorden ved AIH i Hjortshøj
Høringssvar til Helhedsplan for Hjortshøj
Området omkring Andelssamfundet er innovativ byudvikling og en uvurderlig perle for Aarhus. Det er et levende bysamfund med stor betydning for ikke kun områdets egne beboere men også for hele oplandet, som både finder inspiration til bæredygtig levevis og naturoplevelser for børn og voksne i og omkring området.
Det er frustrerende og ærgerligt, at der i helhedsplanen blandt andet peges på det grønne område ved Østergårdstoften/Andelssamfundet som mulig byggegrund. Jeg værdsætter i høj grad de eksisterende landbrugsjorder og biodiversitetsarealer, fordi de bidrager til en rig natur og unikt miljø, som er essentielt for både dyre- og planteliv. Samt for de rekreative muligheder, det giver alle i Hjortshøj.
Øget byggeri i og omkring Andelssamfundet vil have negative konsekvenser for biodiversiteten og naturen som allerede er under unødvendigt pres landet over. Jeg er vokset op i andelssamfundet og haft mulighed for at nyde godt af en fantastisk natur der har haft lov at vokse i sammenspil med de mennesker der bor omkring den. Lad os nu bevare noget natur, nu hvor det skranter alle andre steder i Danmark.
Vi har som samfund netop valgt at gå i en ny retning med dansk landbrug jf. Grøn Trepart. Vi vil bevare vores produktion, men i en form, der tager betydeligt hensyn til miljø, klima og biodiversitet. Høsteriet er et pragteksempel på netop dette. Høsteriet er det landbrug, som ligger på netop den jord, som Aarhus Kommune nu i stedet vil bruge til byggeri. Denne beslutning vil betyde en effektiv nedlukning af landbruget.
Høsteriet og Andelssamfundets landbrugsproduktion er et af de meget få arealer tilbage hvor man kan producere økologisk og forsøge at opnå den balance mellem mennesker, natur og produktion som er helt nødvendig ikke mindst for de næste generationer. Høsteriet og Andelssamfundet arbejder med at finde den balance og formidle den viden videre til alle omkring dem. Vi har brug for at fortælle de historier om økologisk landbrug og vise at det kan lade sig gøre. Hvor mange andre steder i Aarhus kan man invitere sine børn ud til økologisk landbrug og vise hvordan man i fællesskab kan producere mad til mennesker og samtidig respektere miljø og dyreliv?
Landbrugsarealerne er et samlet aktiv, som inviterer til udendørsaktivitet, sociale mødesteder og lokal fødevareproduktion. Arealer som modvirker ensomhed og livsstilssygdomme. Arealer som styrker fællesskab og sundhed. Møder mellem generationer. Området er unikt og en del af attraktionsværdien i Hjortshøj (og Aarhus). Arealerne drives af frivillige med en høj grad af inklusion, og hvis man overhører sådanne drivkræfter i den kommunale planlægning, undergraver man sit eget værdigrundlag. Det vil være en fejl fra kommunens side at udlægge arealet langs Østergaardstoften til bebyggelse, så hermed en kraftig opfordring til at tage det ud af planen.
Download høringssvar som pdf