Gå til hovedindhold
Helhedsplan for Hjortshøj

Høringssvar til Helhedsplan for Hjortshøj

Området omkring Andelssamfundet er innovativ byudvikling og et uvurderligt område for Aarhus. Det er et levende bysamfund med stor betydning for ikke kun områdets egne beboere men også for hele oplandet, som både finder inspiration til bæredygtig levevis og naturoplevelser for folk i og omkring området.

Det er enormt ærgerligt at læse, at der i helhedsplanen blandt andet peges på det grønne
område ved Østergårdstoften/Andelssamfundet som mulig byggegrund. Jeg værdsætter i høj
grad de eksisterende landbrugsjorder og biodiversitetsarealer, der spiller en vigtig rolle for
lokalsamfundet i Hjortshøj og omegn. Disse områder bidrager til en rig natur og et unikt miljø,
som er essentielt for både dyre- og planteliv samt for de rekreative muligheder, det giver alle i
Hjortshøj.

Øget byggeri i og omkring Andelssamfundet vil have store konsekvenser for biodiversiteten og naturen som allerede er under stort pres landet over. Jeg er vokset op i
andelssamfundet og haft mulighed for at nyde godt af en fantastisk natur, der har haft lov at
vokse i sammenspil med de mennesker der bor omkring den.

Vi har som samfund netop valgt at gå i en ny retning med vores alle sammens fælles landbrug jf. Grøn Trepart. Vi vil bevare vores produktion, men i en form, der tager betydeligt hensyn til miljø, klima og biodiversitet. Høsteriet er et pragteksempel på netop dette. Høsteriet er det landbrug, som ligger på netop den jord, som Aarhus Kommune nu i stedet vil bruge til byggeri. Denne beslutning vil betyde en effektiv nedlukning af landbruget.

Høsteriet og Andelssamfundets landbrugsproduktion er et af de meget få arealer tilbage hvor
man kan producere økologisk og forsøge at opnå den balance mellem mennesker, natur og
produktion som er helt nødvendig ikke mindst for de næste generationer. Høsteriet og
Andelssamfundet arbejder med at finde den balance og formidle den viden videre til alle
omkring dem. Vi har brug for at fortælle de historier om økologisk landbrug og vise at det kan
lade sig gøre. Hvor mange andre steder i Aarhus kan man invitere sine børn ud til økologisk
landbrug og vise hvordan man i fællesskab kan producere mad til mennesker og samtidig
respektere miljø og dyreliv?

Høsteriet er samtidig et fantastisk sted for de mennesker som finder det svært at være på det
almindelige arbejdsmarked. Her kan de være en del af fællesskabet og vise alle os andre,
hvordan man kan respektere naturen og producere mad samtidig. Aarhus har brug for Høsteriet og flere steder magen til!


Landbrugsarealer så tæt på byen er et samlet aktiv, som inviterer til udendørsaktivitet, sociale mødesteder og lokal fødevareproduktion, som er med til at gøre lokalsamfundet så attraktivt og velfungerende. De naturområder forhøjer levestandarden og er med til at bekæmpe ensomhed og livsstilssygdomme. Arealer som styrker fællesskab og sundhed. Møder mellem generationer. At skulle lave en privatisering af de områder der lige nu er til fællesgavn vil være et stort tab for hele byen.

Området er unikt og en del af attraktionsværdien i Hjortshøj (og Aarhus). Arealerne drives af frivillige med en høj grad af inklusion, og hvis man overhører sådanne drivkræfter i den kommunale planlægning, undergraver man sit eget værdigrundlag. Det vil være en fejl fra kommunens side at udlægge arealet langs Østergaardstoften til bebyggelse, så hermed en kraftig opfordring til at tage det ud af planen (igen).

Med venling hilsen
Karoline Jørgensen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Karoline Mutinta Jørgensen

Indsendt

22/07/2024 11:34

Sagsnummer

HS9838667

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk