Gå til hovedindhold
Helhedsplan for Hjortshøj

Høringssvar til Helhedsplan for Hjortshøj

Området omkring Andelssamfundet er innovativ byudvikling og en uvurderlig perle for Aarhus. Det er et levende bysamfund med stor betydning for ikke kun områdets egne beboere men også for hele oplandet, som både finder inspiration til bæredygtig levevis og naturoplevelser for børn og voksne i og omkring området.

Det er enormt ærgerligt at læse, at der i helhedsplanen blandt andet peges på det grønne område ved Østergårdstoften/Andelssamfundet som mulig byggegrund. Jeg værdsætter i høj grad de eksisterende landbrugsjorder og biodiversitetsarealer, der spiller en vigtig rolle for lokalsamfundet i Hjortshøj og omegn. Disse områder bidrager til en rig natur og et unikt miljø, som er essentielt for både dyre- og planteliv samt for de rekreative muligheder, det giver alle i Hjortshøj.
Øget byggeri i og omkring Andels samfundet vil have dystre konsekvenser for biodiversiteten og naturen som allerede er under unødvendigt pres landet over. Jeg er vokset op i andelssamfundet og haft mulighed for at nyde godt af en fantastisk natur der har haft lov at vokse i sammenspil med de mennesker der bor omkring den. Lad os nu bevare noget natur, nu hvor det skranter alle andre steder i Danmark.

Vi har som samfund netop valgt at gå i en ny retning med vores alle sammens fælles landbrug jf. Grøn Trepart. Vi vil bevare vores produktion, men i en form, der tager betydeligt hensyn til miljø, klima og biodiversitet. Høsteriet er et pragteksempel på netop dette. Høsteriet er det landbrug, som ligger på netop den jord, som Aarhus Kommune nu i stedet vil bruge til byggeri. Denne beslutning vil betyde en effektiv nedlukning af landbruget.

Høsteriet og Andelssamfundets landbrugsproduktion er et af de meget få arealer tilbage hvor man kan producere økologisk og forsøge at opnå den balance mellem mennesker, natur og produktion som er helt nødvendig ikke mindst for de næste generationer. Høsteriet og Andelssamfundet arbejder med at finde den balance og formidle den viden videre til alle omkring dem. Vi har brug for at fortælle de historier om økologisk landbrug og vise at det kan lade sig gøre. Hvor mange andre steder i Aarhus kan man invitere sine børn ud til økologisk landbrug og vise hvordan man i fællesskab kan producere mad til mennesker og samtidig respektere miljø og dyreliv?
Høsteriet er samtidig et fantastisk sted for de mennesker som finder det svært at være på det almindelige arbejdsmarked. Her kan de være en del af fællesskabet og vise alle os andre hvordan man kan respektere naturen og producere mad samtidig. Aarhus har brug for Høsteriet og flere steder magen til! Vi har ikke brug for mere beton, mere asfalt og hvis man absolut vil bygge, så gør det længere væk og respekter naturen!

Landbrugsarealerne er et samlet aktiv, som inviterer til udendørsaktivitet, sociale mødesteder og lokal fødevareproduktion. Arealer som modvirker ensomhed og livsstilssygdomme. Arealer som styrker fællesskab og sundhed. Møder mellem generationer. Området er unikt og en del af attraktionsværdien i Hjortshøj (og Aarhus). Arealerne drives af frivillige med en høj grad af inklusion, og hvis man overhører sådanne drivkræfter i den kommunale planlægning, undergraver man sit eget værdigrundlag. Det vil være en fejl fra kommunens side at udlægge arealet langs Østergaardstoften til bebyggelse, så hermed en kraftig opfordring til at tage det ud af planen (igen).
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Benedicte Rodell

Indsendt

22/07/2024 21:23

Sagsnummer

HS3690011

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk