Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Helhedsplan for Hjortshøj - byggeri på Østergårdstoften

Kommunen vil gerne med byggeriet på Østergårdstoften forløse et udviklingsområde, så flere kan bo tæt på skolen og have en god skolevej. Det er i sig selv en god tanke, men der er mange vigtige argumenter mod dette byggeri.
- Aarhus kommune har en plan om at have 10.000 træer i 2025. Derfor er det imod kommunens egen plan at fælde både læhegnet og træerne, der på nuværende tidspunkt står på Østergårdstoften.
- Kommunen karakteriserer Hjortshøj som en grøn by med skov indeni byen. Derfor er det mærkeligt, at kommunen i helhedsplanen så vil fælde skov i byen for at skabe plads til flere boliger.
- Det grønne område med skov og læhegn, der skal fældes for at realisere planen om at bygge boliger på Østergårdstoften, er et vigtigt rekreativ område for mange børn og voksne i Hjortshøj. Her kan man gå på stien langs træerne, besøge geder og købe friske grøntsager fra Høsteriet.
- Udover skovområdet ved Østergårdstoften vil byggeriet også have indflydelse på dyrkningen af jorden ved Østergårdstoften. Det økologiske landbrug vil ikke længere kunne eksistere, hvis der bliver bygget boliger.
- Rent økonomisk giver det god mening for kommunen at bygge boliger på Østergårdstoften. Men det er ikke kun økonomi, der skaber værdi for kommunen og dens indbyggere. Grønne områder, mulighed for at møde dyr og dyrkning af økologiske grøntsager skaber en anden værdi, der ikke umiddelbart kan måles økonomisk. Men det skaber en værdi for borgerne i Hjortshøj, der gør Hjortshøj attraktiv og gør, at byen skiller sig ud fra andre forstadsbyer i kommunen. Hvis kommunen fjerner de grønne områder i Hjortshøj, fjerner kommunen en vigtig del af Hjortshøjs identitet og det, der giver byen værdi for rigtig mange borgere i Hjortshøj.
- Et byggeri på Østergårdstoften skaber alt andet lige en del mere trafik på vejen. Allerede på nuværende tidspunkt er der store trafikale problemer om morgenen, når skolebørnene cykler på vejen til skolen. Det har skabt mange farlige situationer, når biler samtidig skal ud fra stikvejene og senere dreje ud på Hjortshøj Møllevej. En øget trafik af både cykler og biler vil øge risikoen for farlige situationer, der kan ende med alvorlige uheld på vejen.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Henrik Kallesø-Hansen

Indsendt

07/08/2024 10:24

Sagsnummer

HS2522498

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk