Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Århus Kommune- hvad sker der? Jeg fatter det ikke… men jeg har en drøm om, at vi samarbejder.

Jeg har en drøm om at bo i en kommune, hvor byråd, kommunal forvaltning og borgere sammen skaber udvikling, og ikke blot være borger i en kommune, der ignorerer de 100-vis af høringssvar med modstand overfor byggeri på Andelssamfundets lejede arealer, som kommunen modtog for blot tre år siden. Denne håndtering af høringssvar går direkte imod kommunens vision om: at Aarhus skal være en by, hvor vi hele tiden gentænker mulighederne for at udvikle byen i fællesskab, for på den måde sammen at skabe rammerne for det gode liv. (Kilde: https://aarhus.dk/om-kommunen/borgmesterens-afdeling/vision-maal-og-indsatsomraader).

Jeg har en drøm om at byrådets vision bliver understøttet af deres strategiske helhedsplaner for lokalsamfund. Visionen: ”Aarhus skal være en god by for alle. Aarhus skal være en by, hvor der er plads til udfoldelse og mangfoldighed og hvor vi i fællesskab hjælper dem, der har brug for det.” (Kilde: https://aarhus.dk/om-kommunen/borgmesterens-afdeling/vision-maal-og-indsatsomraader). Hvordan kan man fremsætte forslag, som underminerer denne plads - jamen det er kun et lille areal. Men det er som historien med stenen og æslet - det kan nok lige bære en enkelt sten mere - lige indtil ryggen knækker. Andelssamfundets landbrugsareal er allerede flere gange blevet reduceret. Dette til trods, så er det meget begrænsede areal fyldt af variation, liv og fællesskaber - Så understøt dette fremfor at underminere det!

Jeg drømmer om at bo i en kommune, hvor strategiske helhedsplaner for et lokalsamfund vækker begejstring hos borgere og ikke mindst hos frivillige, som lægger tusindvis af timer i at skabe det gode liv i deres lokalsamfund - en hjørnesten for udvikling af et levende og attraktiv samfund. For både FDF Hjortshøj - en af landets største kredse og Andelssamfundet vil realisering af den skitserede helhedsplan, være en hindring for deres fortsatte arbejde med at skabe et bysamfund med stærk sammenhængskraft.

Jeg har en drøm om - og en klar forventning om, at bo i en kommune hvor helhedsplanen bygger på realitet og fremmer helhedsplanens egne ord: ”Lokalt engagement og fællesskab er i fokus. Byrummene skal tilføres kvalitet, funktionalitet og/eller særkender, der med klare referencer til byens liv og historie forstærker identitet, anvendelighed og mulighed for uformelle møder”. (Kilde: HJORTSHØJ - TÆT PÅ. Helhedsplan for strategisk byudvikling i og omkring Hjortshøj. Århus Kommune 2024).
Det ser jeg ikke, idet:
• Andelssamfundets lejede landbrugsområde er en central del af Andelssamfundet og ikke markeret på kortet over byrum på trods af at husene i Andelssamfundet som eneste private boliger er markeret som identitetsmarkører og beskrevet som ’har i høj grad sat Hjortshøj på Danmarkskortet.’ Når husene i Andelssamfundet er sat på som identitetsmarkør, så vækker det stor undring, når en meget central del af Andelssamfundet identitet er udeladt, og medvirker til at jeg tænker - Er dette bevidst?
• De eksisterende stier, hvoraf nogle er opmærket som ”Spor i landskabet” på det lejede landbrugsareal er udeladt på kort over grønne korridor, selv om de udgør vigtige grønne korridorer, der binder områder sammen (Helhedsplan s. 23 og side 31. De er bl.a. trampestier, som skaber rundtur til Gl. Kirkevej; forbindelse til hele byen via cykelstien over banen (kaldet cykelslangen). Det er stier og markveje som giver fx børn i daginstitutionen Bifrost direkte adgang til området, og dets dyreliv. Det er stier, som bliver benyttet at talrige borgere i deres dagligdag - en attraktiv hundelufterute, oplevelsestur med børn og grøn genvej gennem byen. Manglede skitsering af dette virker som en himmelråbende mangel - eller er det en bevist handling, da det viser at området ved Østergårdstoften er en del af Andelssamfundet og ikke understøtter den fremsatte Helhedsplan.?
• Rum og plads til at mødes - det er centralt for at skabe møder og sammenhængskraft. Hjorthøj har savnet dette og kæmpet for at skabe det med bl.a. etablering af Viruphuset, Byparken og Østergårdshaven. I helhedsplanen ser jeg et kort med flere store byrum - dejligt, men det er ikke byrum jeg oplever i Hjortshøj. Flere af de skitserede byrum omfatter private huse, bl.a. seks huse ved Brugsen og seks huse ved kirken - hvordan kan disse boliger indgå i et større byrum? Det må være en fejl, som skal rettes. Parkeringspladser og veje udgør andre dele af de centrale mødesteder ved bl.a. Brugsen og Stationen, der kan udvikles til byrum - personligt kommer jeg sådanne steder for at parkere - ikke for at møde mennesker, og få fælles oplevelser.
Med disse bemærkninger ser jeg alt i alt en helhedsplan for udvikling af byrum, som ikke bygger på faktiske forhold i Hjortshøj, men bygger på bevidst udvalgte facts - og fortegnede skitser.

Med disse bemærkning gør jeg opmærksom på at helhedsplanen for udvikling af Hjortshøj er i modstrid til Århus Kommunes overordnede visioner, helhedsplanens egne visioner og ønsker fra mange lokale borgere.

Kom nu Århus Byråd- vær den visionære kommune, som både nuværende og kommende borgere gerne vil bo og leve i.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Lis Ellemand

Indsendt

08/08/2024 17:33

Sagsnummer

HS2965703

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk