Gå til hovedindhold
Helhedsplan for Hjortshøj

Aarhus kommune ignorerer borgerne og spænder ben for egne visioner

Århus Kommunes helhedsplan for Hjortshøj rummer mange fine elementer, men desværre har man også genoplivet de ellers skrinlagte planer for nybyggeri langs Østergårdstoften. Planerne om at bygge her har været i høring tidligere i forbindelse med en plan for blandede boliger fra 2021, og blev her taget af bordet efter massiv kritik fra byens borgere. Ved den lejlighed afgav Landsbyliv i Hjortshøj også høringssvar, og det er skræmmende aktuelt den dag i dag (LINK: https://deltag.aarhus.dk/node/320/ticket/5551).

Vi er i Foreningen Landsbyliv i Hjortshøj uforstående over for, at kommunen ignorerer en tidligere klar politisk beslutning baseret på en klar tilbagemelding fra byens borgere, og genfremsætter det samme forslag om uønsket nybyggeri. Vi er klar over, at nybyggeri på kommunal jord har kontant betydning for kommunekassen, og vi anerkender også, at der kan være teknisk-rationelle grunde til at man ønsker at bygge netop her, men vi er af den opfattelse at disse begrundelser taber, når de vejes op imod kommunens allervigtigste opgave, nemlig at sikre velfungerende lokalsamfund til byens borgere.

Den tid vi befinder os i netop nu kalder på fremtidsvisioner, som ikke kun er teknologisk og økonomisk motiveret. Der er hård arealkonkurrence i Danmark, og i de kommende år skal der tages store arealer ud af omdrift for at sikre hensynet til drikkevand, fiskevand, klima og biodiversitet. Samtidig skal samfundet håndtere en voksende ældrebyrde og et social- og sundhedsvæsen under stigende pres. Andelssamfundet i Hjortshøj viser nye veje til at løse fremtidens udfordringer ved at demonstrere multifunktionel anvendelse af den kommunale landbrugsjord i form af frivillige aktiviteter, friluftsliv, inklusion af mennesker med særlige behov, fri adgang til at opleve fritgående dyr og økologisk dyrkede marker, lokal selvforsyning, naturgenopretning og møder mellem mennesker i byen. Man kan sige, at det er et område som allerede giver overskud, og ikke et område som skal malkes til kommunekassen, så man får råd til almennyttige initiativer andre steder. De almennyttige initiativer er allerede i fuldt flor her i Hjortshøj, og de bedste initiativer er dem, som udgår fra byens borgere frem for dem, som planlægges og iværksættes af kommunens embedsværk.

I foreningen Landsbyliv i Hjortshøj bakker vi op om Aarhus Kommunes fine politiske visioner for ansvarlige og solidariske fællesskaber og velfungerende lokalsamfund. Derfor håber vi kommunen vil besinde sig og satse på at støtte inklusionen og det aktive medborgerskab frem for at forfalde til teknisk-økonomisk vanetænkning.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Rasmus Ejrnæs

Indsendt

10/08/2024 12:08

Sagsnummer

HS6429062

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk