Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Bevar de gode eksempler på fremtidens klimavenlige landbrug

Andelssamfundet er et unikt sted for mange mennesker både i Hjortshøj, men også de omkringliggende byer, Aarhus og længere væk. Her kommer mange mennesker, store og små, som benytter sig af området til at gå ture i, besøg hos gederne, dyrkning af grøntsager, sociale aktiviteter, et dejligt udflugtsmål med familien, osv. - listen er lang.
Jeg er meget imod de punkter i Helhedsplanen for Hjortshøj, hvor områder af landbrugsjorden i Andelssamfundet i Hjortshøj (AIH) ifølge planen skal udlægges til beboelse.
Hvis arealet til landbrug og gartneri indskrænkes, vil det have negative konsekvenser for AIH's og det regenerative gartneri Høsteriets muligheder for at drive bæredygtigt økologisk landbrug/gartneri, som ellers er til stor glæde for mennesker, natur og miljø samt grundvandet i og omkring Hjortshøj. Landbruget har i dag en størrelse, hvor det er muligt at lave sædskifte og flytte dyrkningen af forskellige afgrøder og grøntsager rundt på markerne, så det giver de mest optimale dyrkningsbetingelser. Hvis arealet bliver mindre, vil det ødelægge forskellige muligheder for landbruget. Det vil også gå ud over mulighederne for at have geder, som er til stor glæde for rigtig mange mennesker i alle aldre og daginstitutioner.
Særlige steder som Andelssamfundet i Hjortshøj hvor mange mennesker har mulighed for at dyrke grøntsager i fællesskab, støtte op om et bæredygtigt økologisk landbrug, og hvor børn i alle aldre kan lære om dyr og hvor maden kommer fra, burde ses som en kæmpe gevinst for hele Aarhus kommune i stedet for ren økonomi. Muligheden for at vise og lære både børn og voksne om landbrug og madproduktion bliver jo ikke mindre relevant de kommende år, hvor omstillingen til mere klimavenlig fødevareproduktion virkelig skal speedes op, hvis vi skal gøre en indsats for grøn omstilling og et forsøg på at leve op til regeringens klimamål.

Det er kun to år siden, at lignende planer i kommunens Temaplan blev droppet pga. den store modstand imod byggeplaner. Når der så bliver lavet en ny plan med et andet navn, men med samme ideer om at bygge på jorden, virker det ikke som om at Aarhus kommune er interesseret i at varetage sine borgeres interesse, men mest er interesseret i at tjene nogle hurtige penge. Jeg synes, at det langsigtede perspektiv mangler her: måske tjener kommunen nogle hurtige penge på at sælge jorden, men det er ikke mange penge på den lange bane, når man sammenligner det med al den værdi, viden og inspiration, der ligger i at have bynært økologisk landbrug og gartneri som glæde og inspiration for mange generationer fremover og som ovenikøbet er let tilgængeligt med offentlig transport. .

Derudover synes jeg, at Aarhus Kommune skal huske på, at byer som Hjortshøj netop har en størrelse, som mange beboere i byen sætter stor pris på. Vejene kan ikke tåle mere trafik, specielt ikke i morgentimerne, når alle børnene er på vej til skole. Jeg synes, at kommunen i deres jagt på at kunne tilbyde nye byggegrunde, overser at mange nuværende beboere (også børnefamilier) ikke sætter pris på den fortsatte udbygning og fortætning af byen, som fjerner de dejlige og specielle grønne steder, som netop er grunden til at mange har valgt at bosætte sig i Hjortshøj. Udbygning af de grønne områder i Hjortshøj vil helt klart fjerne meget af det, som gør Hjortshøj til et dejligt sted at bo. Det kunne jo få børnefamilier til at søge væk fra kommunen, for at finde andre steder, hvor man ikke hele tiden skal være bekymret for om de grønne åndehuller forsvinder og erstattes af byggeri.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Lærke Broge Henriksen

Indsendt

10/08/2024 13:45

Sagsnummer

HS3883934

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk