Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Vend lige skråen.

Som mangeårig beboer i Andelssamfundet i Hjortshøj har jeg med glæde læst mange af de gode ideer, der er fremlagt i helhedsplanen. Og jeg har med stor undren og bekymring læst resten.

Det er især planerne om bebyggelse på Østergårdstoften, jeg slet ikke forstår. Selvom Helhedsplanen har været længe undervejs, virker det på mig som om at det hele slet ikke er gennemtænkt. Som om der har været for mange forslag, der ikke er blevet koordineret.

På ganske kort sigt vil en eventuel bebyggelse på Østergårdstoftet øjeblikkeligt smadre noget smukt, som mange har bygget op gennem mange år. Det drejer sig om Høsteriet og en stor del af Andelssamfundets aktiviteter, blandt andet det store Grøntsagsfællesskab, der bliver besværlig- eller umuliggjort. Mange har talt og skrevet om dette gennem de seneste måneder; jeg har selv forsøgt at se det fra forskellige vinkler, talt med flere af de involverede parter, deltaget i møder om emnet og må konkludere at jeg slet ikke se at det kan undgå at være altødelæggende for de nuværende aktiviteter.

På længere sigt vil en udbygning af Østergårdstoften ødelægge flere af de andre planer, som Kommunen fremlægger i Helhedsplanen. Østergårdstoften er lige nu en skolevej for cyklende børn, der skal ned til vores flotte cykelbro for enden af vejen. Som situationen er nu, bliver der ofte skrevet opslag i vores lokale Facebook-gruppe om farlige situationer og møder mellem bilister og cyklende børn. Med en drastisk forøgelse af biltrafikken, vil disse forhold kun blive værre. De mange flere bilister SKAL ned ad Østergårdstoften og ad Hjortshøj Møllevej ned mod byen. Og her opstår det næste problem:

I Helhedsplanen er der brugt mange tanker på at få trafikken væk fra midtbyen (og tak for det), men med så stor en ny flok beboere = bilister, kan vi godt skyde en hvid pil efter at den plan har nogen effekt. Også selvom det noget desperate forslag om at køre Hjortshøj Møllevej igennem FDF's grund for at lede trafikken i en anden retning, skulle blive til noget.

Dette handler på ingen måde om at vi i AiH vil forsøge at lukke os om vore egne interesser, tværtimod. Andelssamfundets mange beboere involverer i stort omfang resten af byen i alskens aktiviteter (det er Grøntsagsfællesskabet, der involverer mange ikke-AiH'ere et godt eksempel på) og personligt ser jeg gerne at Hjortshøj bliver en større by end den er nu, så vi kan være mange flere om alle de dejlige ting, der foregår i byen. Der er bare så mange andre steder end netop Østergårdstoften, der kan bygges nye boliger uden at det vil ødelægge en så stor del af det, som netop er en ganske god grund til at flytte til Hjortshøj.

Jeg vil så nødig sidde her om 5 år og sige "Hvad sagde jeg!?!". Lyt til de mennesker, dette berører og alle de Hjortshøj-borgere, der ikke bor i AiH og som også kan se hvad der vil ske, hvis denne plan gennemføres. Vi kender hverdagen herude og værdien af disse ting, der lige nu er i fare for at gå til grunde. Lad være med at træffe det lette valg, at tromle hen over dette fine område, og søg i stedet for efter et bedre egnet sted til nye boliger, så byen kan blive udviklet i en retning, som alle, også de nye beboere, vil blive glade for.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jørgen Holm

Indsendt

11/08/2024 15:20

Sagsnummer

HS5629176

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk