Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Byudvikling eller byafvikling?

Når jeg ser jeres helhedsplan for Hjortshøj, ser jeg mange gode tanker og ideer til byudvikling og klimatilpasning i byen. Desværre får jeg et klart indtryk af, at I ikke har været forbi for at opleve de områder, I har planer om at ‘udvikle’. Det er naturligvis tydeligt at se på projektmaterialet, at I har været i byen og talt med folk. Men har I mon sådan rigtig været der, og oplevet det, der foregår mellem mennesker i området. Har I fx oplevet alt det, der foregår på og omkring det regenerative landbrug “Høsteriet”? Har I set og mærket, hvordan denne type landbrug er et yderst kvalificeret svar på, hvordan man driver et moderne og bæredygtigt landbrug med ansvar for klima, miljø og biodiversitet? Har I set fællesskabet mellem de mennesker, der arbejder I og omkring marken? Har I set glæden hos alle dem, der kan købe de lokalt dyrkede afgrøder?
Og har I smagt afgrøderne til en af de fællesskabende fællesspisninger arrangeret af “Høsteriet”? På det areal, hvor “Høsteriet” har deres marker, har I planer om at ‘udvikle’. Med et argument om “At Hjortshøj udvikler sig indefra og ud med respekt for det omkringliggende marklandskab.” Det er mig en gåde, hvordan omkringliggende monokulturelt marklandskab, hvor der produceres mad til dyr, kan vægtes højere end det fantastiske, samskabte, miljøbevidste og biodiverse landbrug, der producerer kvalitetsmad til nærområdets mennesker. Og følgevirkningerne af ‘udviklingen’ af arealerne langs Østergårdstoften og på “Hjørnegrunden” bekymrer mig også dybt. For et af jeres løsningsforslag vedr. Omdirigering af trafikken omkring Østergårdsgrunden har jo uvurderlige konsekvenser for det store FDF-fællesskab, der lever i byen. Har I mon været forbi FDF’ernes grund fx. en mandag eftermiddag, hvor rigtig mange børn deltager i FDF’ernes fantastiske aktiviteter? På sådan en mandag er der fuld gang i den for tre alderstrin på en gang. Tre fuldt besatte hold, der udnytter udendørsarealerne omkring FDF-hytten til det maksimale. Der leges, synges, laves bål, samarbejdes, udvikles, udfordres og læres på hver en kvadratmeter af det tildelte areal. Med planerne omkring regnvandshåndtering og omdirigering af trafikken, vil I minimere arealet for FDF’erne betragteligt. Jeres begrænsende forslag vil få store konsekvenser for kvaliteten af det tilbud FDF’erne kan give byens børn og unge. En SLET ikke spor uvæsentlig forringelse, for netop FDF’ernes tilbud er et af byens aller stærkeste og vigtigste.

Som skrevet, så forstår jeg slet ikke argumentet om at udvikle Hjortshøj indefra. De konsekvenser som denne ‘indre udvikling’ har for de eksisterende stærke, nærværende og bæredygtige aktiviteter og fællesskaber er uerstattelige. I min optik minder det langt mere om ‘afvikling’ end om ‘udvikling’. Jeg håber derfor inderligt, at I vil tage planerne om denne ‘indre byudvikling’ ud af planerne for bestandigt. Jeg håber, I vil sælge de kommunale arealer til Andelssamfundet eller lave en langvarig forpagtningsaftale, så området kan fortsætte sin bæredygtige, fællesskabende udvikling i samme ånd, som det er foregået i 30 år. En lignende løsning bør tilstræbes i et samarbejde med FDF’erne.

Mange håbefulde hilsner
Sine Løkke Madsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sine Løkke Madsen

Indsendt

11/08/2024 21:47

Sagsnummer

HS9056093

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk