Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Værn om regenerativt jordbrug i helhedsplanen

Kære Teknik og Miljøudvalg i Aarhus Kommune,

Jeg er medlem af Det Grønne Råd i Haderslev Kommune og vil gerne rette en kraftig appel til jer om at bevare det regenerative jordbrug i Helhedsplanen for Hjortshøj.

Regenerativt landbrug med pløjefri dyrkning er unikt. Mens mange sektorer reducerer deres CO2-udledning for at belaste klimaet mindre, binder det regenerative jordbrug kulstof i jorden, modarbejder næringsstofforurening, skaber plads til biodiversitet og udfører samtidig et erhverv og producerer varierede fødevarer, der kan brødføde mennesker lokalt. Jo mere vækst inden for regenerativt jordbrug, des mere kulstof bliver bundet!

Desværre er denne form for jordbrug ikke udbredt på grund af manglende kendskab. Eksempelprojekter som Høsteriet er derfor afgørende, da de formidler og udvikler skalerbare og økonomisk bæredygtige modeller for regenerativ fødevareproduktion.

I Haderslev Kommune har vi skrevet regenerativt jordbrug ind i vores DK 2030-klimaplan, da vi som landbrugskommune har et stort potentiale for at binde kulstof og løse vores vandmiljøproblemer gennem mere regenerativt jordbrug.

I forhold til jorden, hvor Høsteriet ligger, vil det være en dårlig udnyttelse af jorden at erstatte det regenerative jordbrug med bebyggelse. Jorden er allerede delvist regenereret, og denne langvarige proces vil skulle startes forfra et andet sted. Pladsen til regenerativt jordbrug er på grund af de høje jordpriser trang, og det er afgørende, at vi prioriterer de bæredygtige landbrugsformer. Der kan bygges på al slags jord.

Jeg vil opfordre jer til for den grønne omstillings sag at fremme regenerativt jordbrug, fx gennem fordelagtige forpagtningsaftaler over 30 år, der løbende forlænges, så der kan opstå kontinuitet for både jordens mikroliv og de regenerative jordbrugere og deres erhverv.

Med venlig hilsen,
Siemen Baader
Medlem af Det Grønne Råd i Haderslev Kommune for Haderslev Grønne Nabofællesskaber
Indehaver af det grønne konsulenthus OmstillingsDesign.dk
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Siemen Baader

Indsendt

13/08/2024 11:55

Sagsnummer

HS6517698

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk