Gå til hovedindhold

Høringssvar

Helhedsplan for Hjortshøj

Bevar en perle; et multifunktionelt område. Et sted der netop tiltrækker folk til Hjortshøj

Kære Århus. Området, I ønsker at bebygge, har SÅ mange funktioner, vi fra Hjortshøj end ikke kan beskrive i ord. Ja området var faktisk nok selve grunden til, at vi i sin tid begyndte at se efter hus i Hjortshøj og siden er flyttet hertil -omend det endte i lejebolig! Tiltrækningen var der helt fra start netop pga denne lille oase. Jeg husker stadig, hvordan vi for mange år siden fik fremvist netop dette område af familie fra Østergårdssiden med besøg ved gederne og under bålteltet i “skoven”. Det var magisk. Siden så vi det fra Andelssamfundets side på halmballerne på traktoren til høstmarked, og igen tænkte vi: Her skal vores børn vokse op og have et næsten “Christianiaagtigt” frirum i trygge omgivelser. Først mange år efter blev det muligt for mig at flytte hertil, og jeg går nu dagligt med min hund i netop den strimmel, I vil inddrage til byggeri. Her har jeg som psykolog haft flere walk-and-talk-samtaler med klienter; her har jeg haft mange private og vigtige samtaler med venner og familie både face-to-face og pr. tlf.; her har min søn og hans kammerat som begge gennem flere år har kæmpet med skolevægring, haft et sted at mødes og snakke med gederne og få lidt luft og pause fra skole og alle tankerne; her har jeg gået daglige ture med min hund og kunnet få plads til at græde alene over livets tunge spørgsmål og fundet lindring i at se og dufte Høsteriets smukke blomster og følge årstidernes skiften. Her har jeg set masse af både hjorte, ræve og kaniner og mødt og snakket med en masse søde mennesker på deres gå-/løbe-/hundetur. Her har jeg med tårer i øjnene af taknemmelighed båret gratis udbudte squash hjem fra Andelssamfundets køkkenhave og tænkt: “Her skal jeg blive gammel engang”.

Kære Århus, min by, hvor jeg har boet siden 1993 og hvor alle mine tre skønne drenge er født og opvokset, og hvor de store har slået rødder også og nu uddanner sig. Ja, vi er endda hele 3 søskende med familier, som bor i Hjortshøj og dagligt nyder denne lille oase. Lad denne helt exceptionelle perle i Hjortshøj forblive. For det er i SÅ høj grad med til at gøre Hjortshøj til netop den perle, Hjortshøj er! -Og dermed også Århus til den perle, Århus er!

Kære Århsus. Jeg beder jer 🙏🏻. Lad min drøm om at kunne tage danseskoene i tasken en aften, stikke op over skolebroen og fra Østergårdstoften op langs skoven og Høsteriet forbi alle blomsterne og gederne til tango i Andelssamfundet én dag blive virkelighed! Jeg skal nemlig starte til tango inde i Århus snart -og forhåbentlig fortsætte i Andelssamfundet en skønne dag 🙏🏻♥️
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Marie Birkholm

Indsendt

13/08/2024 19:06

Sagsnummer

HS5804123

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Hjortshøj
Hørings-id

H908

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Kommuneplanafdelingen
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
kommuneplan@mtm.aarhus.dk