Gå til hovedindhold
Strategi for rekruttering og fastholdelse af international arbejdskraft

Opbakning til ny strategi fra Erhverv Aarhus

(English version attached)

Erhverv Aarhus og virksomhederne/organisationerne i vores Executive Committtee kvitterer for en ambitiøs, gennemarbejdet og vigtig strategi. Det er særdeles positivt, at Aarhus Kommune, erhvervsorganisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner i fællesskab ønsker at løfte og forny internationaliseringsindsatsen i Aarhus.

Erhverv Aarhus har siden etableringen af International Community i 2008 netop haft internationalisering af byen som et dedikeret fokusområde. I 2023 blev den østjyske afdeling af HEADSTART Career også en del af indsatsen. Dermed favner vores samlede internationaliseringsindsats i dag en lang række aktiviteter, som bidrager til, at erhvervslivet nemmere kan tiltrække, modtage og tilknytte de internationale medarbejdere, som de har behov for.

Erhverv Aarhus bakker derfor fuldt ud op om forslaget til den nye strategi, da den netop tilgodeser erhvervslivets stigende behov for arbejdskraft – faglært som ufaglært, højtuddannet og specialiseret. Det er helt rigtigt set, at vi som by skal skrue op for internationaliseringsindsatsen, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne tiltrække de dygtigste hænder og hoveder i hård konkurrence med andre byer og lande. Aarhus skal være en endnu mere attraktiv international karrieredestination, og det kræver en 360-graders indsats, så internationale medarbejdere og deres familier trives i alle faser af deres ophold.

Vi bakker dermed også op om de centrale elementer i strategien; dvs. etablering af en paraplyorganisation og de tilknyttede opgaver, ambition og måltal, den skitserede målgruppe og de anbefalede initiativer. Disse elementer er desuden helt i tråd med de budskaber, erhvervslivet leverede til os i forbindelse med to workshops, som vi afholdt undervejs i strategiprocessen, ligesom de sætter handling bag at løse nogle af de udfordringer, som erhvervslivet og internationale medarbejdere påpeger i forskellige undersøgelser.

Læs hele høringssvaret i vedhæftede (dansk og engelsk version).
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Erhverv Aarhus

Indsendt

03/10/2024 09:13

Sagsnummer

HS9167664

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Beskæftigelse
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H932

Kontakt

Nikoline Mikkelsen
nidam@aarhus.dk