Gå til hovedindhold
Visionsplan for byrum og forbindelser på Aarhus Ø

Høringssvar vedrørende Visionsplan for byrum og forbindelser på Aarhus Ø

Kære Aarhus kommune,

Mange tak for en gennemarbejdet visionsplan med gode udviklingsmål og strategier til opnåelse af disse, og som nævnt baseret på det omfattende borgerinddragelsesforløb og stedsanalysen af Aarhus Ø. Som påpeget af stadsarkitekten er visionsplanen mere en vision end en plan, hvorfor den ikke er særlig konkret omkring implementeringen af de forskellige områder. Jeg tror vi er mange som håber, at det videre arbejde vil afspejle “ånden” i Visionsplanen om blandt andet et grønt Aarhus Ø.

Der er nogle indsatsområder, som er mere konkrete og som kan iværksættes inden for kort tid. Jeg vil i dette høringssvar, udover den generelle positive tilbagemelding, gerne adressere nogle af disse indsatsområder, samt udviklingsmålet ”Grønne rum”.

Dagmar Petersens Gade (DPG)
Et af indsatsområderne hedder ”Byrum fra bolværk til bygning omkring Dagmar Petersens Gade”. Når man læser dette afsnit, står der: "Dagmar Petersens Gade, med hele byrummet fra Aarhus Lystbådehavns kajkant til bygningerne langs Dagmar Petersens Gade, kan blive fredeliggjort til fordel for gående og cyklister. Det kan blive et levende grønt strøg for både forenings- fritids- og det rekreative byliv". Jeg synes dette er et super godt indsatsområde, der bidrager til de samlede udviklingsmål.

Men, det forlyder, at dette ikke igangsættes så hurtigt som muligt, hvilket jeg synes er ærgerligt, da det meste af området omkring DPG ikke behøver vente på udviklingen af det indre Aarhus Ø og Pier 3 udviklingen. Så jeg vil foreslå, at dette bliver prioriteret højt og igangsættes hurtigst muligt.

Offentlig transport – buslinje 3A
I forlængelse af indsatsområdet for DPG, er det klart, at den offentlige trafik (buslinje 3A) ikke forsat skal køre på Dagmar Petersens Gade, men på Bernhardt Jensens Boulevard. Dette kan man lige så godt implementere med det samme, ved at lade det nuværende midlertidige stoppested på Esther Aggebos Gade være permanent, eventuelt reetableret i den form det havde, da linje 23 brugte det.

Stoppestedet fungerer rigtig godt for alle os, der bor i den yderste del af Aarhus Ø og det argument for at flytte stoppestedet, som blev nævnt af rådmand Nicolaj Bang omkring bussens mulighed for at dreje rundt, viser sig ikke at være noget problem i praksis, tværtimod virker det ret optimalt, også for ledbusserne.

Bernhardt Jensens Boulevard (BJB)
Et andet indsatsområde er Bernhardt Jensens Boulevard og Jette Tikjøbs Plads og igen er beskrivelsen virkelig fin og vil forandre hele Aarhus Ø i en tiltrængt retning. Det er klart, at dette skal etableres i etaper, da der vil være store byggetransporter på Indre Aarhus Ø i de kommende år. Men fra Føtex og til Jette Tikjøbs Plads, er der ingen grund til at vente med en for-grønning af BJB. Jeg foreslår, at dette også prioriteres højt og igangsættes så hurtigt som muligt.

Udviklingsmålet ”Grønne rum”
Udviklingsmålet ”Grønne rum” er vi nok mange der forventer os en del af, og beskrivelsen er glimrende. Men skal dette udviklingsmål blive opfyldt, så mener jeg, at Pier 3 skal have mere grønt end bygninger. Visionsplanen indeholder meget lidt omkring Pier 3, specielt under ”Grønne rum” formodentligt da dette er en del af ”Udviklingsplanen for Pier 3”. Jeg foreslår, at Visionsplanen stiller nogle overordnede rammer for udviklingen af Pier 3, som f.eks. at Pier 3 ikke skal være en bydel med grønne rum, MEN et grønt område med nogle bygninger.

I tillæg kunne man tænke hele Pier 3 som et center for ”Water-science” og bæredygtighed en slags "Water Innovation Nexus". Dette kunne bestå af både virksomheder som Grundfos, tech- og konsulentfirmaer inden for vand og bæredygtighed og flere med dette fokus. Det kunne naturligvis også inkludere det foreslåede ”Nature & Science Museum” og andre kultur og uddannelsesinstitutioner. Det vil også bidrage til opfyldelse af de fleste udviklingsmål i Visionsplanen.

Hvis man så lod dette være koncentreret i nogle få ikoniske bygninger i stil med Dokk1, ville man opnå flere mål: Pier 3 vil blive mere grøn og mindre bebygget, og det vil ikke mindst have betydning for ikke bare Aarhus Ø, men for os alle og fremtiden.

Konklusion
Samlet er det en fremragende Visionsplan, der, hvis udviklingen af Aarhus Ø sker i henhold til ånden i planen, vil bidrage til at gøre Aarhus Ø til en fantastisk del af Aarhus, både for os der bor her, men også for alle dem der kommer hertil. Med håbet om at dette sker, vil jeg takke de der har lagt et stort arbejde i Visionsplanen.

Med venlig hilsen
Torben Juul, beboer på Aarhus Ø

Bilag: Water Innovation Nexus
Water Innovation Nexus beskriver et knudepunkt, hvor aktører inden for vandvidenskab, teknologi og bæredygtighed mødes og arbejder sammen om at finde løsninger på globale udfordringer. Det fremhæver krydsfeltet mellem forskning, innovation og industri med fokus på:
1. Tværfagligt Samarbejde
2. Globalt Perspektiv
3. Innovation og Teknologi
4. Bæredygtighed og ESG
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Torben Juul

Indsendt

05/12/2024 18:49

Sagsnummer

HS5533487

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kultur
Område
Midtbyen
Hørings-id

H976

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ 
Bystrategi
Karen Blixens Boulevard 7 
8220 Brabrand 
Telefon: 89 40 44 00 

Ved generelle henvendelser og spørgsmål:
arealudvikling@mtm.aarhus.dk

Vær opmærksom på at alle høringssvar skal afgives her via høringsportalen. Høringssvar kan ikke sendes på mail til ovenstående.