Som beboer i Ship på Aarhus Ø skriver vi for at udtrykke vores store utilfredshed med, at der nu kører en stor ledbus foran vores lejlighed hele 12 gange i timen. Det er ikke blot mængden af busser, der er et problem, men også den konstante støj, de forårsager – særligt når busserne holder stille i tomgang og venter på passagerer.
Vi oplever, at det ikke længere er muligt at have vores vinduer åbne, da støjniveauet er blevet alt for højt og forstyrrende. Dette påvirker både vores livskvalitet og vores mulighed for at nyde vores lejlighed og det miljø, vi har valgt at bo i.
Vi vil gerne påpege, at det tidligere blev besluttet, at stoppestedet foran Ship skulle nedlægges og var blevet nedlagt da bussen pludselig skulle køre her igen grundet vejarbejde på strækningen.
Denne beslutning om at nedlægge stoppestedet var både forståelig og velbegrundet, da tanken bag de gennemgående A-busser er, at de skal benytte de store veje – ikke området som her foran Ship.
Nu hører vi imidlertid, at der alligevel diskuteres en fastholdelse af stoppestedet foran Ship, hvilket vi finder stærkt problematisk.
Vi forstår, at nogle kan finde det mere praktisk med et stoppested tættere på, men vi mener, det er urimeligt, at dette skal ske på bekostning af os beboere, der må leve med den støj og de gener, dette medfører. Aarhus Ø er et område under udvikling, og vi håber, at kommunen prioriterer beboernes trivsel og miljøet i området.
Vi håber meget at der ingen længe ikke er mulighed for at benytte stoppestedet her længere og at der på ingen måde overvejes at genetablere stoppestedet for 3a foran Ship.
Vi står naturligvis til rådighed for yderligere dialog eller information om de gener, vi oplever.