Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling og invitation til informationsmøde for Vejlby-Egå Enges Landvindingslag
Dørene åbnes 16.30.
Dagsorden
Kl. 17.00 – 17.30: Informationsmøde
Kommunen orienterer om igangværende arbejde i forhold til vedtægter, ny partsfordeling samt opdatering og drift af sluse-/pumpeanlægget ved Egås udløb m.v.
Kl. 17.30 – 18.30: Ekstraordinær generalforsamling i Vejlby-Egå Enges Landvindingslag
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Vedtægtsændring i forhold til bestyrelse for Laget
- Valg til bestyrelsen
Tilmelding
Den ekstraordinære generalforsamling og informationsmødet er for medlemmer af Vejlby-Egå Enges Landvindingslag.
Medlemmerne har modtaget en invitation i e-Boks.
Har du ikke modtaget en invitation i e-Boks, beder vi dig om ikke at tilmelde dig arrangementet.
Baggrund for den ekstraordinære generalforsamling
Baggrunden for indkaldelsen er, at de tre nuværende bestyrelsesmedlemmer har meddelt, at de ikke ønsker at sidde i bestyrelsen. Der er en enkelt suppleant tilbage, som dog ikke hidtil har indgået i bestyrelsesarbejdet. Den tidligere formand fungerer som forretningsfører indtil den nye bestyrelse tiltræder.
Hvis du umiddelbart er interesseret i at stille op til en bestyrelsespost, så kan du tilkendegive det ifm. tilmeldingen (det er ikke bindende) - når du tilmelder dig, finder du en tekstboks i ’kurven’, når man skal skrive sit navn og mailadresse ind, og her kan du tilkendegive din interesse.
Hvorfor gå ind i bestyrelsen?
Fordi det er et yderst vigtigt arbejde, som kan få stor betydning for din ejendom. Ved at gå ind i bestyrelsen kan du f.eks. få indflydelse på:
- Drift, vedligeholdelse og opgradering af sluseanlægget ved Åkrogen. Der er lavet en tilstandsrapport for anlægget, som bl.a. viser, at anlægget har en lav driftssikkerhed og et ringe arbejdsmiljø, som kræver forbedringer inden for en kort tidshorisont. Anlægget har desuden en anslået restlevetid på 5-10 år. Du kan finde rapporten som et bilag her på siden (Rapport).
- Ny afgrænsning og partsfordeling. Lagets område skal tilrettes, og der skal laves udkast til ny fordeling af parterne i Laget (og dermed udgifterne til driften af Laget), som i højere grad afspejler den nytte, som ejendommene under Laget har i dag. Udkast til en ny fordeling laves af kommunen i tæt samarbejde med bestyrelsen.
- Nye vedtægter. Der skal laves nye vedtægter for Laget med bedre overblik over de anlæg, som Laget har ansvaret for, og mere tidssvarende bestemmelser. Udkast til vedtægter skrives af kommunen i tæt samarbejde med bestyrelsen. De gældende vedtægter finder du under bilag her på siden (Vedtægter).
Information til interessenterne. Bestyrelsen kan f.eks. beslutte at etablere en hjemmeside for Laget og at offentliggøre relevant information for interessenterne.
Forslag om ændring af vedtægter
De nuværende vedtægter er fra 1957 og er senest ændret i 1994. Ifølge vedtægterne består bestyrelsen af 3 medlemmer.
Kommunen foreslår som interessent i Laget, at bestemmelsen om bestyrelse ændres, så bestyrelsen består af 3-5 medlemmer. Det skyldes, at Laget står over for række vigtige opgaver i den nærmeste fremtid af væsentlig betydning for en stor del af de ejendomme, der hører under Laget. Dette kalder på et bredt engagement i bestyrelsesarbejdet.
Vedtages ændringen, kan der herefter ske udpegning af en ny bestyrelse med op til 5 medlemmer og 3 suppleanter. Ud over udvidelsen af antallet af bestyrelsesmedlemmer foreslås også en generel modernisering af bestemmelsen.
I vedhæftede bilag (Forslag til nye bestemmelser) kan du se både den eksisterende bestemmelse om bestyrelsen og udkast til nye bestemmelser.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til forslaget til bestemmelser eller valget til bestyrelsen, er du velkommen til at skrive til Line Henriette Broen på naturogvandloeb@mtm.aarhus.dk.
Tilmelding
Vejlby-Risskov Hallen, lokalet Hendrix / Gasolin
Vejlby Centervej 51, 8240 Risskov
Arrangementet er for medlemmer af Vejlby-Egå Enges Landvindingslag.